Emilia van Hauen: Derfor er kollegakærlighed så vigtig
Relationer mellem kolleger er vigtigere end nogensinde, mener kultursociolog Emilia van Hauen. Derfor bør det indføres som et fag i folkeskolen, siger hun.
Kollegakærligheden fungerer som et vitalt enzym på rigtig mange arbejdspladser. Men vi taler alt for lidt om betydningen.
Det mener kultursociolog Emilia van Hauen.
Hun finder det vigtigt at tale om kollegakærligheden, fordi den i mange tilfælde er en essentiel drivkraft for overhovedet at gå på arbejde.
“Rigtig mange mennesker er nærmest afhængige af kollegakærligheden. Mange deler jo flere vågne timer med deres kolleger end med deres nærmeste familie og venner,” siger hun og tilføjer:
“Det er en stor og skjult værdi, der findes på en arbejdsplads, og den kan aflæses direkte på bundlinjen.”
Hun mener, at vi lige nu oplever et paradigmeskifte, og at vi kan se en bevægelse fra at fokusere på resultaterne som det vigtigste – til også at tillægge relationerne mellem mennesker afgørende betydning.
Hun fastslår, at en høj grad af kollegakærlighed sikrer bedre output, fordi der er tillid og psykologisk tryghed.
“Relationerne er fuldstændig afgørende for, om virksomhederne klarer sig godt.”
“Tillid og psykologisk tryghed er fuldstændig afgørende for, om man føler sig fri nok til at komme med input. Eller til at tage initiativ. Og det er vanvittig vigtigt - særligt på det arbejdsmarked, vi har i dag, fordi kreativiteten lever i mange danske jobs,” siger Emilia van Hauen og tilføjer:
“Derfor er relationerne fuldstændig afgørende for, om virksomhederne klarer sig godt.”
Emilia van Hauens synspunkter bakkes op af en undersøgelse, der er udarbejdet af “Videncenter for god arbejdslyst” på baggrund af undersøgelser foretaget af Kantar Gallup og Yougov.
Undersøgelsen viser, at vi danskere generelt har stor tillid til hinanden på arbejdspladsen, og at vi generelt også oplever stor arbejdslyst.
“For at kunne trives og for fortsat at kunne udvikle vores potentiale har vi som mennesker brug for et tæt og engageret samspil med de mennesker, som vi indgår i et fællesskab med. Det gælder også i arbejdslivet blandt kolleger og ledere,” hedder det i undersøgelsen.
Læs også i denne Vigeur-artikel om en undersøgelse, som Gallup står bag - og hvor 30 procent svarer, at de har en bedste ven på arbejdet:
Emilia van Hauen definerer kollegakærlighed som en “gensidig relationel praktiseret sympati for hinanden.”
“Når man ses hver dag, opstår der vigtige bånd, og i virkeligheden deler man af og til langt mere med sine kolleger, end man gør med sine nære venner - eller ovenikøbet nogle gange med ens partner,” siger Emilia van Hauen.
“Man sagtens kan have et meget nært og vigtigt forhold til sin kollega - uden at det vil blive kategoriseret som et venskab. Men det er stadig enormt vigtigt.”
Fordi man ses kontinuerligt, er man i princippet tvunget til at dele noget hver dag, og hvis det fungerer godt, begynder man ofte også at dele noget af det, der ligger udenfor arbejdet.
“Det kan være det private og dét, som betyder noget for én. Det vil sige, at man sagtens kan have et meget nært og vigtigt forhold til sin kollega - uden at det vil blive kategoriseret som et venskab. Men det er stadig enormt vigtigt,” siger hun.
Faktisk så vigtigt, at Emilia van Hauen mener, at vi burde fremtidsrette den måde, hvorpå vi kigger på værdien af et land.
“Vi kigger ofte på bruttonationalproduktet, for at aflæse værdien af et land, men i virkeligheden burde vi etablere et Nationalt Relations Indeks (NRI), der måler på, hvor forbundne vi er rent relationelt - for det siger også rigtig meget om et lands værdi,” siger Emilia van Hauen og fortsætter:
“Det er mange gange blevet bevist, at et lands sociale kapitel har direkte indflydelse på BNP’et, men NRI har mere at gøre med lykkelige befolkninger, der er i stand til at skabe overskud på flere parametre. Det skyldes, at den faktor, der er mest afgørende for at have et sundt og et lykkeligt liv, er gode relationer.”
Børn bør simpelthen lære de grundlæggende principper om, hvad det vil sige at være et menneske
Emilia van Hauen uddyber:
“Bruttonationalproduktet af orienteret bagud og handler om, hvad vi har skabt. Men det siger ikke en pind om, hvordan vi har skabt det - eller om grundlaget for at skabe noget i fremtiden.”
Også ledere bør måles på deres evne til at skabe kollegakærlighed:
“Hvis en leder blev målt på, hvor gode venskaber og hvor stor kollegakærlighed, vedkommende kan skabe, vil det også kunne sige noget om evnen til lede medarbejderne frem til iderigdom, kreativ kraft og produktivitet.”
Emilia van Hauen mener ligefrem, at man i landets folkeskoler bør have et fag med titlen ”identitet og fællesskab”, hvor ét af emnerne skulle handle om, hvordan man skaber gode relationer og fællesskaber.
Børn bør simpelthen lære de grundlæggende principper om, hvad det vil sige at være et menneske, hvordan man skaber sig et godt liv - og hvordan man skaber gode fællesskaber, mener hun.
“Hvad nytter det egentlig, at du kan stave fejlfrit og regne din boligydelse korrekt ud, hvis du er dybt ulykkelig? Faget burde have samme vægt som matematik og dansk og vare hele skoletiden igennem.”
Hun er godt klar over, at hendes synspunkter kan opfattes naive, men ikke desto mindre holder hun fast:
“Hvis dét at kende sig selv og vide, hvordan man bedst indgår i relationer og fællesskaber blev et vidensfag og ikke blot en personlig erfaring - som jo afhænger meget af, hvordan du er opvokset og derfor kan være ekstremt skævt fordelt - ville det helt sikkert styrke ikke blot det enkelte menneske, men også hele kollektivet. At det oven i købet ville kunne ses på bundlinjen, er bare endnu et argument. Jeg kan ikke se, hvad vi mister ved at prøve,” siger Emilia van Hauen.
