I starten var det som at være med til et amerikansk vælgermøde. Mega prof og stort set-up med storslåede film og dybe stemmer, der annoncerede hvad der var på vej.
Ren patos for fuld skrue.
I slutningen kom Rachael Ray, en tv-kok, på scenen og sagde nogle sætninger på dansk. Mens hun med en snert af bebrejdelse (sådan læste jeg det) proklamerede, hvor SVÆRT det havde været at lære det. Og allerede her begyndte jeg at sidde uroligt på stolen, for enten synes jeg bare, at man skal gå all in. Eller også helt lade være med at gøre det. Men at gøre det og brokke sig er sjældent god stil.
Og så efter endnu mere film-intro, kom Michelle her-self på scenen.
Jeg var spændt. Hele salen var spændt.
Og herfra gik det desværre bare ned ad bakke.
Nok fordi hun ikke havde læst sin målgruppe rigtigt. For det føltes, som om mindst 80 procent af tiden gik med at tale om børn, mad og indretning. Og ja, børn er vigtige, men jeg ville langt hellere have høre hende fortælle om verdenshistorien. Om hvad hun var mest stolt af som førstedame. Hvad hun ærgrede sig over, at hun ikke fik gjort. Hvilket menneske, der havde berørt hende mest under de 8 år i Det Hvide Hus. Hvad hendes livsopgave er nu. Og mere i samme skuffe.
Well, jeg var ikke den eneste, der var super skuffet over hendes show.
Michelle faldt fra piedestalen, fordi hun valgt at gå med på kokkens ligegyldige spørgsmål og ikke selv gik high, da intervieweren gik low. Og selvfølgelig kan Michelle have lov til at lave en bommert. Men det er ikke på niveau med den professionalisme, som hun ellers står for. Og det er super ærgerligt.
At hun stadig har meget at byde på, er der ingen tvivl om. Hvilket jeg fortalte om, da jeg var så heldig at tale på Goodtalks sidste onsdag. Et vidunderligt netværk, som Pernille Sandberg har startet op for at hjælpe kvinder til at spille hinanden gode. Prøv at tjekke det ud, hvis du har lyst til at blive løftet.
|