103 år var Georg, da han blev gift. Som du kan læse lige ved siden af under On The Fly. Hvilket er en historie, der gerne måtte fylde mere i medierne, fordi den giver håb. Håb om at kærligheden aldrig er for sent.

 

Til gengæld fylder kærlighedens ophør, nemlig skilsmissen, jævnligt i medierne. Men næsten altid ud fra en negativ vinkel.

 

Det skrev jeg en kronik om i Børsen. Som til min store overraskelse blev den mest læste den dag. Lige indtil den sørgelige nyhed om Kim Larsen ramte os. 

 

Fakta er, at cirka halvdelen af alle ægteskaber i dag ender i skilsmisse. Hvorfor skilsmisse ikke længere er en social minoritet.

 

Alligevel bliver det stadig opfattet som en undtagelse.

 

Det gør, at der endnu ikke findes ordentlig og professionel vejledning i hvordan den gode skilsmisse helt praktisk bedst gennemføres så potentielle konflikter forebygges, og hvordan en god dagligdag planlægges i fællesskab. Hvilket giver nogle uhyggelige statistikker, som vores samfund ikke burde have.

 

Derfor opfordrede jeg i min kronik til Børsen, at det er på høje tide, at vi får skabt en ordentlig skilsmissekultur, der ikke er præget af tabuer og forkerthed.   

 

Den starter sådan her:

 

 

Den ene var det tidspunkt, hvor vi havde samlet vores tre sønner om spisebordet og fortalte dem, at far og mor skulle skilles. Først stod energien helt stille i stuen og så udbrød vores yngste søn:

 

”Det er en joke! …ikke?”

 

Det sidste ord kom meget forsigtigt, mens hans blik trak sig sammen bag en lurende lukkethed af sorg og angst. Og de to andre drenges øjne stirrede ned i bordet, for at blive skånet for den nye virkelighed, som de stod overfor. Det er nok overflødigt at nævne, at mit hjerte gik i tusind stykker. Og kom til at gøre det igen og igen i mange måneder derefter.

 

Den anden var en dag kort efter jul, hvor jeg stod alene i Silvan i Gladsaxe og købte 40 seniorflyttekasser. Aldrig har jeg følt mig så fuldstændig revet over i afmagt, vrede, sorg, angst, fortrydelse og kærlighed. Inde i mig var der kun et uendeligt mørke, og jeg fatter ikke, at jeg overhovedet var i stand til at gennemføre det. Både købet af kasserne. Og skilsmissen.  

 

Men vi blev skilt. 

Og nu her, snart seks år efter, siger vores børn, at det selvfølgelig er besværligt at være skilsmissebarn, men også at det har nogle store fordele i form af flere ferier, et større socialt netværk, to hjem (det synes især den ene, er en fordel) og andre mindre ting.

 

Når deres erfaringer bliver inddraget i en samtale om skilsmisser, bliver de altid mødt med en vis skepsis.

 

For forventningen er, at en skilsmisse kun er negativ. Og afgjort! Der er nærmest uendelig meget smerte forbundet med en skilsmisse, men den bliver ofte desværre også gjort langt større, end den behøver at være, fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle.

 

Og det øger jo bare situationens frustration.

  

Vil du læse videre? Og fx få indsigt i hvad der er det virkelige problem og hvad souschefen i Center for Familieudvikling mener om situationen, så følg dette link. 

 

Nedenfor finder du flere kommentarer, fx endnu en kronik i Børsen, denne gang om hvordan det ikke virker med pink som strategi, hvis man gerne vil sælge til kvinder (surprise!), en i Jyllandsposten om hvordan vi kunne leve længere sammen, en i Femina om ikke at være "sådan én" eller hvordan vi bliver supershe's sammen. 

 

Under Pop-op til hjernen får du også nogle gode anbefalinger til tv-serier og film - og ikke mindst til en dialog-konference, der tager det, man kalder for "den svære trekant" mellem karriere, familie og barsel. Og den gode nyhed er, at du - som abonnent af mit nyhedsbrev - kan få en billet til kun kr. 500 (så du sparer kr. 785!) hvis du tilmelder dig under "studerende" og skriver "Emilia" i kommentarfeltet. Jeg håber vi ses!

Og til sidst vil jeg blot lige sende en ballon op om, at jeg holder nytårskursus den 7.1.19. Mere info følger, men overskriften er: Ustyrlige kvinder har det sjovere i 2019!

 

Kærlig hilsen

Emilia 

 

PS: Denne udgave af nyhedsbrevet er den, hvor du får det hele :)

De kommer gående hånd i hånd. Hans diller svinger lystigt frem og tilbage, selvom den faktisk ikke er så lang, at den virkelig kan svinge ud til siderne, og måske derfor, er det hans kraftigt gråbehårede bryst, som jeg fascineres af. Nå ja, og af hans lige så imponerende overskæg, der når længere ud over kanterne end hans tilbehørs svingninger.

Hun har stråhat og sololie på, og gynger melodisk henover sandet som en smuk patineret skude, og da jeg vender blikket ud mod havet og bliver blinket til ro af glitrende bølgetoppe, så meget at mit hjerte halverer antallet af slag, eller deromkring, tænker jeg, at vi er vanvittige. Vi moderne mennesker. For vi har alt for travlt med alt det forkerte i hverdagen. Men jeg tænker også, at jeg gerne vil have sådan et forhold, som de to har, når jeg bliver gammel. I hvert fald gammel nok til at bevæge mig rundt som nudist på en spansk naturiststrand.

Femina: Jeg er sådan én, som...

Jeg er sådan en, som altid køber økologiske citroner, skummetmælk og æg, og jeg er også sådan en, som altid smider en af Nettos kæmpepakker af oksehakker i kurven, hvis de er til at finde. For mine sønner kan fortære en kvart ko under et måltid og så dur det ikke med 400 forsigtige økologiske gram.

Jeg er sådan en, som elsker at gå i hammam på Tuborgvej og blive skrubbet af arabiske kvinder med gyngende bryster seks millimeter over min krop, som elsker at høre om fremmede kulturer og selv rejse til eksotiske lande. Og jeg elskede også, at vi år efter år tog til det samme sted i Sverige i påsken og til Spanien hver sommer med min søsters familie, dengang vi endnu var far-mor-børn.

Femina: Vi bliver Super-Shes ...sammen 

Min eksmand var som barn ret glad for Prins Valiant og da vi mødtes, fik han lyst til at læse dem igen og derfor gav jeg ham i en periode et album i ny og næ. En dag hørte jeg ham gnægge i sin lænestol og da jeg spørgende kiggede på ham, viste han mig en stribe, hvor konerne til Prins Valiant og en af hans barndomsvenner er mødtes for første gang, og vennen siger noget á la:

”Giv dem en time og de ved allerede mere om hinanden – og os – end vi gør!” 

Episoden kom tilbage til mig, da jeg tidligere i dag sad i flyveren på vej hjem fra Helsinki. Det sidste døgn har jeg nemlig tilbragt i selskab med 11 fremmede kvinder fra flere lande, og som i løbet af meget kort tid holdt op med at være fremmede.

Børsen: Shrink it - Pink it. Really??!!

Årets Womenomics konference er en heltegerning. For selvom den såkaldte ”kvinde-økonomi” udgør et voksende marked, der er mere end dobbelt så stort som Kinas og Indiens tilsammen, bliver det alligevel ikke taget rigtigt alvorligt af alt for mange af alverdens CEO’s. Hvilket ikke bare er dumt, men direkte uprofessionelt. Derfor er der brug for at blive mindet om dens ”blue ocean” muligheder. Og så skal produktudvikling hjem til kvinderne. For som det er i dag, er det lige til at hive håret ud af hovedet i desperation!

”Undskyld – må jeg stille dig et spørgsmål?”

Anand Vengurlekar er strategisk innovationskonsulent ved INSEAD og han har lige holdt et indlæg på årets Womenomics konference, der har efterladt mig med et stort spørgsmålstegn. Eller rettere med let spændte kæber i vantro. For jeg fatter ikke, at han i ramme alvor kunne sige dette på scenen:

”Jeg bruger meget tid på at fortælle corporate, at de ikke bare skal ”shrink it, pink it” når de skal produktudvikle til kvinder. Faktisk bruger kvinder flere penge på elektroniske produkter end mænd. Helt præcis er tallene 41 mia USD for mænd, mens det er 55 mia USD for kvinder.”

Verden er fuld af spændende mennesker, gode organisationer, skønne produkter og vidunderlige oplevelser! Her har du nogle af mine udvalgte til inspiration.

 

Center for Samfundsudvikling indbyder til denne vigtige konference, som stiller skarpt på, hvad der sker, hvis alle virksomheder sørger for en ligelig kønsbalance i topledelsen og bestyrelsen. Eller hvis far og mor deler barslen / forældreorloven og omsorgsrollen ligeligt. Hvilken værdiskabelse vil det så give samfundet og virksomhederne? Og hvad med mænd og kvinder – og børn? 

 

Den gode nyhed er, at jeg har fået mulighed for at give dig adgang til både viden og middag til en særpris på kr. 500 (mod normalprisen på kr. 1285). Du skal bare melde dig til under "studerende" og skrive "Emilia" i kommentarfeltet. Jeg håber, at vi ses! 

 

Trænger du til at blive inspireret af to unge kvinder med ben i næsen - og med viljen at sige fra? Så skal du tage i Politikens Boghal, når Sofie Frøysaa og Ulrikke Falch fortæller om pigefællesskaber, spiseforstyrrelser, og det at være ung (og usikker). De er fofatterne bag "Jenteloven" - den survival guide vi alle sammen gerne ville have haft, da vi var 16!

 

Er du til comedy? Elsker du stand up? Så er det her en must-see for dig. Nuanceret, interessant serie om en flok stand-up'ere, som alle drømmer om at komme i Carsons sofa. Den er et fantastisk billede på 70erne og en upcoming branche.

 

Matthew MacConaughey giver dig 5 minutter for de næste 50 år af dit liv. Et vigtigt budskab, som åbenbart kun 2 % af os forstår. 

 

De seneste dage har jeg gået og lyttet til denne uhyrlige historie om hvordan man sendte kvinder i fængsel (de kalder det ikke det) på Sprogø, fordi de var i god og sund kontakt med deres seksualitet, og derved udfordrede den eksisterende samfundsmoral om kvinders lyst. Se filmen. 

 

I forgårs var jeg til galla premiere på denne film. Se den! Af mange årsager.

 

1. Karakterskuespillet: Neil Armstrong (Ryan Gosling er eminent) var vitterlig ret meget på månen, som menneske, langt væk fra sine følelser - eller i hvert fald meget lukket omkring dem. Især efter sin datters død. Der er helt sikkert noget tidstypisk i manderollen, som Armstrong også repræsenterede, men scenerne hvor han ikke er til stede overfor sine sønner (så har jeg ikke spoilet ) er lige så hjertekuldefrysende, som rummet selv. Og Clair Foy (The Crown) som hans kone og filmens empatiske tyngdepunkt er et vidunderligt studie i ordløs udtrykkelse af nærmest alle følelser. 

 

2. Den har den vildeste klipning og kameraføring! Starten alene er en vild oplevelse, hvor man nærmest ER Neil og har en voldsom klaustrofobisk følelse. Den panorerer perfekt mellem "jeg er situationen" og "wow - hvor er det stort!".

 

3. At mand-på-månen missionen faktisk var så fuld af uheld, tragedier og tekniske udfordringer kom bag på mig. Og historien fortælles meget medrivende. Set fra biografsædet godt placeret i 2018 sad jeg og tænkte, at de måtte være sindssyge at turde tage afsted i sådan en blikdåse med teknologi på linje med et Märklin-tog, men gad vide om en tilfældig biografgænger i 2068 ikke vil tænke det samme om de missioner, vi begiver os ud i i dag?