Som du måske allerede ved, udkom jeg i maj måned med bogen Succestyranniet – og vejen ud, som jeg har skrevet, fordi vi i dag lever under nogle vilkår, som på mange måder er direkte menneskefjendske.
Det viser et uendeligt antal samtaler jeg har haft med mennesker, som er kommet op til mig efter mine foredrag, og som har fortalt den ene hårde historie efter den anden.
Historierne underbygges af statistik, for tallene afslører, at næsten halvdelen af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Altså at vores indre tilstand kommer i ubalance fordi vi ikke kan klare det ydre pres.
Normalt knyttes stress, angst og depression til det enkelte individ. Det er op til hver af os at kunne administrere vores liv, så vi ikke knækker. Og der er rigeligt med kurser og litteratur, som kan vise os, hvordan vi skal sige ”nej” og stå fast på os selv, så vi ikke forsvinder i et hav af deadlines og urimelige krav.
Men problemet er, at intet menneske står alene.
Og hvis du er afhængig af en chef, der skal kunne give dig nogle rimelige arbejdsvilkår, men som ikke gør det, nytter det sjældent at sige nej. Ikke, hvis du vil beholde dit job.
De to unge mænd, som jeg så skamløst aflyttede uden deres vidende, satte mange ord på denne situation. For de var hårdt ramt af det. De var begge to unge i starten af deres karriere, men de var allerede trætte.
De lød som to kommende pensionister, og det var tydeligt, at de var ved at miste modet til at køre på.
I stedet udviklede samtalen sig i retning af, hvad de egentlig længtes efter, men som de ikke følte, at de kunne forfølge endnu. Fordi de endnu ikke havde sikret sig en plads på arbejdsmarkedet.
De ambitioner, som de havde startet karrieren med, var på vej til at blive slukket og i stedet skinnede skuffelserne ved virkeligheden tydeligst igennem. Det var deres chefer, der fik lov til at stå mest for skud.
Paradoksalt nok fordi deres ledere gav dem præcis, hvad de havde bedt om! Nemlig en masse udfordringer, hvor de unge fik lov til at være både ansvarlige og kreative, og som modnede dem hurtigt.
Det jeg imidlertid hørte mellem linjerne var, at deres chefer ikke var i stand til at passe på dem. At de ikke kom til at fungere som et brugbart værn mod det, som jeg kalder for succestyranniet, og som er det, der smadrer alt for mange menneskers hverdag. Og sjæl.
Succestyranniet er mit begreb for det invaliderende pres, som vi i alt for stor udstrækning lægger på os selv, for at vi kan få en oplevelse af, at vi yder nok for at kunne følge med i alt, hvad der er vigtigt. Og præstere de rigtige resultater, så vi beviseligt er en succes.
Det kan ske på mange synlige og lige så mange subtile måder, og tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.
Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, men det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder. Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte.
Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.
Det er her, at den gode leder kan træde i karakter.
Ved at være netop et værn mod alle de faktorer, som den enkelte medarbejder ofte føler sig presset af og som isolerer ham og hende fra resten af fællesskabet i forsøget på at være en individuel succes, mens det alt for ofte føles som en fiasko.
Hvordan kan lederen gøre det?
Kompleksitetsreduktion.
Et langt og besværligt ord for noget enkelt:
Nemlig at mindske antallet af KPI’ere, som den enkelte bliver målt på, så der kun står de tilbage, der for alvor afspejler det, som organisationen og den enkelte medarbejder skal bidrage med.
Så simpelt er det faktisk. For alvor at skære det daglige arbejde ned til at definere, hvad det egentlig er, man skal bidrage med. Og derfra tilbyde nogle meningsfulde KPI’er eller nøgletal, som virker motiverende fremfor destruerende.
Bidraget eller KPI’erne bliver blot til symboler på, hvad vi som mennesker skal bruges til. For det er faktisk det, der er tale om.
Vi har jo alle brug for at blive brugt; det ligger helt eksistentielt i os. Men vi skal bruges rigtigt. Og hvis vi bliver brugt på alt for mange måder i alt for mange sammenhænge, som ikke selv giver sammenhæng, bliver vi ganske enkelt skøre i hovederne. Og den eksponentielle udviklingshastighed, som er vores vilkår i dag, hjælper ikke ligefrem på situationen.
Derfor er den gode leders fornemste opgave at være et værn mod dette succestyranni ved at kunne mindske kompleksiteten i en hverdag, der netop er hyperkompleks. Så den enkelte medarbejder rent faktisk opnår en følelse af at være sikker i sin egen væren. Hvilket naturligvis vil skabe et godt og kreativt arbejdsmiljø for alle.
Også for den øverste leder. Der jo oftest må være sit eget værn mod succestyranniet.
Med mindre hun eller han vælger at dele den byrde med mindst et andet menneske, hvor relationen er baseret på tillid.
Og ikke på KPI-succeser.
....
Vil du have endnu mere indsigt i, hvad det er der reelt presser os i hverdagen? Og finde ud af, hvad du skal prioritere op og ned, for at få det hele til at hænge sammen?Og hvordan du kan skabe gode relationer, som er den klart vigtigste ting at dyrke i livet, hvis du vil være lykkelig og leve længe? Så vil jeg foreslå dig at læse hele min bog. Som du kan købe
her. God fornøjelse med den :-)
Test dig selv
Hvordan har du det selv med succestyranniet? De fleste af os er enten drevet af succes eller fiasko, og har mest fokus på enten det vi gerne vil bidrage med eller vores relationer. Jeg har lavet en test, så du kan finde ud af, hvor du selv befinder dig i forhold til det. Og du får også lidt gode ord med på vejen, så du ved mere om hvem du er nu. Og hvordan du kan udvikle dig i den retning, som du (måske) har lyst til.
Hvis ikke, vil jeg blot ønske dig en kommende vidunderlig, skøn og varm weekend. Nu er det jo sommer og vi har SÅ meget fortjent det :-)