I et samfund, der har alle odds for at skabe et mere balanceret fællesskab.  

 

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, samt vores helt almindelige livskvalitet, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet.  

 

”Du må udvikle din robusthed!” er blevet det nye mantra i organisationerne, der på den måde bekvemt kan lægge de udslagsgivende konkurrenceprægede strukturer fra sig, og i stedet sende aben videre til den isolerede medarbejder, der ikke har noget værn mod denne logik.

 

Men det ER jo et kollektivt problem, når så mange bliver ramt af det!

 

Og det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af. For det værste er, at flere og flere unge bliver ramt af det.

 

Lige der hvor de i deres liv for alvor skal slå sig selv løs og favne verden, bliver de i stedet slået hjem og krøller sammen indeni af netop stress, angst, depression, eller får selvskadende adfærd eller bliver misbrugere.  

 

Den unge pige på gyngen var ”en af dem”.  

 

Mens vi begge sad og blev kolde, fortalte hun stykvis, hvorfor hun sad der. Og ikke sammen med sine venner eller hjemme hos sine forældre. For hun havde begge dele. Men hun kunne ikke klare at være i nærheden af dem, for hun følte sig som den største fiasko, og hun havde ingen steder at gå hen med det. Ingen ville nemlig tage hende seriøst, sagde hun, for udadtil så det meste godt ud.

 

Og hun var også ramt af tidens sindssyge krav om at skulle drømme stort, kæmpe, mega, for hun anede faktisk ikke, hvad hun skulle stræbe efter, drømme om at opnå, og det var frygteligt skamfuldt, så mens hun forsøgte at samle alle trådene i sit liv til et overskueligt mønster, var hendes hjerne ved at brænde sammen. Som den dag på legepladsen, hvor jeg tilfældigvis kom forbi.   

 

”Jeg er så bange for at snappe,” sagde hun, og fortalte om en af hendes klassekammerater, der en dag ikke kom i skole og ikke siden havde vist sig, men rygterne sagde, at hun var blevet tvangsindlagt.   

 

Til sidst blev jeg nødt til at gå. Jeg bad om hendes mobilnummer eller hendes navn, for jeg ville ikke bare slippe hende der, men hun gav mig intet, så jeg aner ikke, hvor hun er i dag.  

 

Om hun er.  

 

En af de tv-serier, der trender i øjeblikket, er Døde piger lyver ikke.

 

Den handler om en ung piges vej til selvmord, og den har sat fokus på hvor og hvorfor mange unge gør det, hvilket den får anerkendelse for, mens den også bliver kritiseret for at glamourisere selvmord.  

 

De unge ved udmærket godt, at livet ikke kun er en legeplads. Og jeg får lyst til at spytte de bedrevidende mennesker i øjet, der hævder, at de unge ”bare skal tage sig sammen”.

 

Vi er alle underlagt den overordnede struktur i et samfund, og her burde vi ældre generationer passe bedre på de unge ved ikke at medskabe det blinde målbare succestyranni, der har infiltreret alle skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor man ikke længere får lov til at blive klogere ved at tage fejl, men i stedet paces frem til at være produktiv og færdig så hurtigt som muligt, så man misdannes indeni, i stedet for at dannes som et helt menneske.  

 

Livet er jo ikke et resultat, der skal opnås hurtigst muligt. Heller ikke for de unge!

 

Det du lige har læst er en redigeret udgave af en kronik, som var i Jyllandsposten i søndags. Og jeg har siden fået flere hjerteskærende mails og beskeder fra mennesker, som har haft problemet tæt ind på livet med unge, som har det skidt. Som føler sig som fiaskoer. Som har begået selvmord. Selvom det faktisk har set ud som ud som om, det gik dem godt.