...hvor jeg gik gennem støvregnen for at komme til benzintanken for at hente søndags-Politiken, der bragte den første rigtige anmeldelse af bogen.
Uroen havde forplantet sig i løbet af gåturen, så da jeg endelig nåede skydedørene, spottede jeg straks dagbladene, gik direkte hen til hylden, greb avisen, betalte for den, nåede at slå op på bogtillægget og finde min anmeldelse, før jeg ramte udgangen.
Den fyldte en hel side og var domineret af et stort billede af mig siddende på en bunke bøger og skokasser.
To hjerter. Ud af seks.
Den indre uro blev indfriet. Jeg lagde avisen på en hylde med spillekuponer og strøg igennem den. Ordene hobede sig op i mig, fyldte mig ud indefra, maven blev kold, hjertet trak sig sammen, lungerne lukkede sig halvt; ordene føltes som en forgiftning, der fandt alle de små veje ind til de hemmelige lagerrum af mindreværd og vakte dem til live igen, og jeg husker, at det føltes, som om jeg bare faldt og faldt ned i et mørke, og lige inden det lukkede sig omkring mig, nåede jeg at tænke:
Jeg ved, at dette bliver godt for mig, når jeg er kommet ud på den anden side af det!
Da jeg var færdig med at læse, pakkede jeg avisen ordentligt sammen igen, lagde den ind mod kroppen, lynede dynejakken op, så avisen ikke blev våd, og bevægede mig ud i regnen igen.
Anmelderen hudflettede både mig og bogen. Og han sluttede af med at skrive, at den da var et meget godhjertet projekt, men om jeg ikke bare kunne have skrevet en klumme i Alt for Damerne.
Nogle måneder senere anbefalede han min bog som årets sommerlæsning i Politikens særlige ferietillæg, hvor alle anmeldere skulle fremhæve en bog, som de mente, folk burde tage med ud i sommerlandet og læse. Det viste sig, at han havde fået mange negative reaktioner på den første anmeldelse, mens hans nye viste både format og humor, så jeg skrev derfor til ham, om han ikke havde lyst til at interviewe mig på bogmessen, for vi havde da helt åbenlyst nogle ting, vi kunne diskutere.
Han skrev tilbage, at det ville han gerne. Men kunne ikke.
Mellem disse to episoder havde bogen været på bestsellerlisten, solgt udmærket, fået fire stjerner i de andre anmeldelser og massiv presse, og jeg var blevet booket til langt flere foredrag, end jeg havde forestillet mig muligt med denne bog. Ifølge den plan over ønskede mål, som jeg havde lavet inden udgivelsen, var bogen en succes.
Men inden i mig var der kun mørke. Og skam.
Anmeldelsen blev starten på en indre vagabondering, hvor jeg rejste fra indsigt til indsigt og gennem en masse samtaler og research fik sat begreber og indsigter på det, jeg mener, er en af vor tids største samfundspatologier, nemlig succestyranniet.
Succestyranniet er mit begreb for det overordnede og ødelæggende pres, som de fleste af os oplever i hverdagen, fordi vi forsøger at være på en særlig måde og gøre nogle særlige ting, så vi har en oplevelse af, at vi kan følge med.
Følge med tiden. Samfundet. De andre.
Så vi kan bevise, at vi er en succes. Både over for os selv og de andre. Og at vi derfor har krav på at blive anerkendt af – og dermed har ret til at være inkluderet i – fællesskabet.
Tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.... Vil du læse prologen færdig? Så gå
hertil
Test dig selv
Hvordan har du det liiiige med succestyranniet i dit liv? Jeg har lavet en test, så du kan finde ud af to ting:
1. Hvad du er drevet mest af: Succes eller fiasko
2. Hvad du har mest fokus på: Bidrag eller relationer
Du ender som en firkantet rød klat. Så er du advaret. Men den er til gengæld rigtig pæn :-) Og så får du også lidt gode ord med på vejen, så du ved mere om hvem du er nu. Og hvordan du kan udvikle dig i den retning, som du (måske) har lyst til.
On-line kurser
Der er mange - rigtig mange - der kæmper hver dag mod succeestyranniet og det har givet mig inspiration til at udvikle nogle on-line kurser. De er ikke færdige endnu, men snart. Så hvis du vil have et ping, når de er klar, så skriv dig op
her
Og nu vil jeg forlade dig. For måske at læse anmeldelser. Af min nye bog. Man ved jo aldrig...måske giver de anledning til endnu en bog ;-)
