Siden jeg var midt i folkeskolen, har jeg drømt om at være forfatter, men gjorde ikke noget seriøst ved det, før jeg i 1995 startede på
sociologistudiet og begyndte at skrive artikler for magasiner og dagblade.
I 1998 kom jeg med min første bog, Eliten, der var baseret på min bacheloropgave, og siden blev det til fire mere. Længe inden alt
dette havde jeg en romantisk drøm om et gennembrud som det, Peter Høeg havde oplevet. Hans æteriske fremtoning og underspillede genialitet virkede så dragende på mig, at jeg havde læst alle hans bøger, og til en bogmesse havde jeg stået helt starstruck og bare kigget på ham og hans spinkle skikkelse, som han sad der plantet i en lænestol og i sig selv var den magi, som han transcenderede så fint ind i sine bøger, og som passede så helt utroligt dårligt ind i Forums kliniske miljø med hårde metallyde og dødt lys.
Jeg vidste godt, at sådan noget aldrig ville ske for mig, men jeg tillod mig at fantasere om det alligevel, dog uden at betro denne infantile
drøm, som jeg syntes, det var, til nogen.
Som tiden gik, og jeg rent faktisk fik udgivet bøger og samtidig købte ind på vores tidsånds ide om, at det kun er vores egen forestillingsevne, der begrænser vores talent, og at vi derfor skal være modige nok til at drømme så stort, at vi alle kan blive fantastiske, begyndte jeg alligevel at sige det højt. Også over for andre. Først med tusind undskyldninger og diminutiver, men siden med større kraft på stemmen, og en dag sagde jeg det højt i et kvindenetværk, der bestod af lutter ressourcestærke kvinder, der alle havde rigeligt med synlig succes på forskellige felter. Dét var en overvindelse, men jeg følte mig godt tilpas, da jeg først havde sagt ordene højt: at drømmen var at skrive en international bestseller.
Skæbnen har humor. Eller selvironi.
Eller hvad man skal kalde det, for lige nøjagtig den aften sad jeg ved siden af en af vor tids største bestsellerforfattere, som resten af aftenen rådede mig til ikke at stræbe efter det. Eller i det mindste ikke sige det højt, for jeg kunne risikere at føle mig så dum, når – hun sagde vist ikke engang »hvis« – det ikke skete. Det havde hun selv haft så mange erfaringer med, og i øvrigt var det nærmest umuligt at blive udgivet på engelsk.
Ja, jeg blev sgu lidt negativ, da hun blev ved med at insistere på den samtale, og til sidst gik jeg på toilettet og vendte mig mod min
anden borddame, da jeg kom tilbage. Senere den uge opsøgte jeg en anden veninde, som få måneder tidligere havde udgivet en bog
gennem et engelsk forlag, og her fik jeg den støtte, som jeg søgte, for hun opmuntrede mig til at gå efter det og glemme alt, hvad den
anden havde sagt.
Jeg kastede mig derfor endnu dybere ind i drømmen om at få en international bestseller, og du har selvfølgelig allerede gættet, hvad vej det går!
For én af knasterne i min krise blev også at opgive drømmen om, at Ladycool skulle på den internationale bestsellerliste. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal skrive det her, for jeg vidste jo godt, at min drøm var fuldstændig urealistisk, og at chancerne for, at det skulle ske, var 1 til en milliardmillion. Eller noget. Men forført af tidens kodeks havde jeg givet mig selv lov til at forfølge denne drøm, som endte med at give mig langt mere smerte end energi.
Jeg gjorde det, som jeg advarer mod i kapitel 3: at tage identitet efter et mål. I Ladycool-mareridtssuppen kunne jeg nu også ploppe »international bestseller« som en lille, hård, bitter knold, jeg kunne knække endnu mere af mit hjerte på. Hvilket jeg gik og søbede rundt i for en tid, indtil jeg en dag lavede et lille tankeeksperiment:
Hvad nu, hvis jeg var den bedst sælgende forfatter nogensinde i hele verden? Hvad ville det give mig?
Jeg kørte tanken helt til månen og tilbage igen for at se, om det på en eller anden måde kunne mætte min sult efter anerkendelse og accept.
Og miraklet skete, for pludselig følte jeg mig fyldt op og mærkede en ny form for fred inde i mig.
Men så trak jeg tanken videre og forestillede mig, hvad det ellers kunne medføre, og så skiftede farvepaletten mod det mørke, og jeg så, hvordan jeg højst sandsynligt ville komme til at føle mig ensom i at være den bedste. Jeg ville være genstand for konstant konkurrence rettet direkte mod mig, også selvom jeg ikke selv gad den konkurrence. Det ville kede mig, for jeg ville altid skulle tage rollen som den dygtigste i stedet for at være den, der lærte noget af de andre, og at det derfor ville blive langt sværere at vise åbenhed og sårbarhed, fordi nogle ville elske at bruge det imod mig.
Jeg ville også opleve en hel masse misundelse, og jeg ville aldrig vide, hvorfor andre ville ønske mit selskab og min mening, for det kunne
være, at de også ville bruge det imod mig senere. Så ville jeg sikkert også opleve en masse kritik, bare fordi jeg var den bedste, jeg kunne risikere at blive tillagt alle mulige motiver for alt muligt, som ikke nødvendigvis havde noget med virkeligheden at gøre, jeg ville miste
alt privatliv osv. osv. osv.
Du har nok fattet pointen – men jeg fattede den først, den dag jeg tillod mig selv at erfare den gennem min fantasi. Den store drøm om
anerkendelse, økonomisk frihed og nye muligheder blev til et fængsel, som jeg ikke havde lyst til at gå ind i, for jeg ville også – ligesom Gilbert – helst bare have lov til at skrive og formidle og på den måde forsøge at bidrage med noget af værdi for fællesskabet.
Først var det angstprovokerende at opgive drømmen om bestselleren, for mit liv kom til at føles så småt og forudsigeligt, når jeg ikke havde det at pejle efter, men da jeg gav plads til alle følelser, opdagede jeg, at den mest dominerende følelse var lettelse!
Det gjorde mig nysgerrig igen, og jeg begyndte at spørge andre om, hvor mange af deres større drømme, de egentlig havde opnået. Det
viste sig, at det var ret få. Og det viste sig også, at mange af dem i virkeligheden følte sig låst af drømmen. Det, der var startet som en
leg, noget, der gav dem energi og glæde, var gået hen og blevet til en kronisk dårlig samvittighed, der mindede dem om, at de ikke var
den, de syntes, de skulle være.
Flere havde heller ikke opdateret drømmen, men gik og dyrkede den oprindelige drøm, selvom den faktisk ikke tændte dem længere, når
de gik ind i den. Det var drømme om at sejle hele verden rundt, få en familie med fire børn, gennemføre en triatlon, tage en ny uddannelse,
skabe et verdensfirma, blive økonomisk uafhængig som 30-årig (hvilket var lidt svært, når man var blevet 40!) osv. osv.
De fleste havde imidlertid svært ved at opgive drømmen, fordi det var forbundet med skam. Skammen over at give op. Hvilket også ramte
mig. Var det taberagtigt bare at opgive drømmen? Havde jeg da ingen ambitioner? Hvorfor skulle jeg dog ikke drømme tilstrækkeligt stort
til, at jeg ville lande et resultat, der var vildere end noget, jeg havde kunnet forestille mig, hvis jeg »bare« havde drømt småt?
Fordi drømmene gjorde os ulykkelige. Og fik os til at føle os forkerte og som tabere. På trods af, at de fleste faktisk samtidig følte, at de
levede gode liv med masser af indhold.
Det er derfor, at jeg gerne vil opfordre til, at vi – stik imod tidsånden – slår vores drømme ihjel.
De drømme, der enten er afhængige af et specifikt resultat, som vi ikke selv har afgørende indflydelse på. Eller de drømme, som i virkeligheden ikke (længere?) kommer inde fra os, men mere er et produkt af tiden, omgivelsernes (måske uudtalte eller indbildte) forventninger, eller som er historiske, fordi vi engang syntes, de var vigtige, men ikke længere er det.
Kærlig hilsen
