I tirsdags sendte jeg et nyhedsbrev ud med titlen Få hende til at grine. Og komme. Så forlader hun dig aldrig! Den blev oprindelig bragt som en kommentar i Berlingske og er foreløbig læst af over 500.000 mennesker, hvilket er ret overvældende at tænke på.

 

Så fik jeg denne rørende mail, der løfter budskabet tusind gange - og som jeg blev så glad for at læse, at jeg måtte sende den videre til jer!

 

 

 

Kære T

Tusind tusind tak for dit meget rørende og smukke brev! Må jeg ikke have lov til at dele det med læserne, for det er virkelig et meget smukt brev du har skrevet, som jeg tror, at mange andre ville kunne blive meget klogere af :-)

Kh

I sidste uge var der gallapremiere på Bridget Jones 3 - og jeg er VILD med den :-) Den er sjov, underholdende, tør udfordre manderollen og har en vidunderlig selvironi og glæde om sig. En total feel-good-laugh-loud film, som jeg kun kan anbefale dig at gå ind og se :-)

 

 

 

Hvem husker ikke den tåkrummende scene, hvor halvfemserne og nullernes antiheltinde Bridget Jones ankommer til en udklædningsfest i et sexet bunny-kostume, blot for at konstatere, at det ikke er en udklædningsfest.

 

Eller det ømme øjeblik, hvor Daniel Cleaver endelig fører hånden op under hendes nederdel og opdager, at hun ikke har iført sig pikant lingeri, men derimod en omfangsrig og hudfarvet mormorunderbuks.

 

Nu er den klodsede, kiksede, kalorietællende og evige single-kvinde tilbage. I morgen er der premiere på den tredje film i rækken af Bridget-film ’Bridget Jones’ baby’. 20 år efter den første bog om Bridget Jones udkom i 1996.

 

Dengang var Bridget Jones revolutionerende.

 

Kvinder, der gjorde grin med sig selv, var ikke set før. Hun var en vaskeægte samfundsrevolution, der på mange måder ændrede kvindesynet, siger kultursociolog Emilia van Hauen.

 

»Det var revolutionerende at skrive om singlelivet, og det var revolutionerende, at en kvinde gjorde grin med sig selv. Bridget Jones kickstartede hele bølgen af kvindehumor, hvor man magtmæssigt havde råd til at gøre grin med sig selv. For 20 år siden kunne kvinder ikke gøre det uden at miste status,« siger Emilia van Hauen.

 

Historien om Bridget Jones startede oprindeligt som en avisklumme, der blev så populær, at forfatteren Helen Fielding samlede klummerne til bogen ’Bridget Jones’ Dagbog’ i 1996 og tre år senere til ’Bridget Jones: På randen af fornuft’. Bøgerne blev oversat til mere end 40 sprog og blev startskuddet til en eksplosion af bestsellere om storbykvinders karriere og kærlighedsliv i slutningen af 1990erne.

 

I 2001 fik den første filmatisering af Bridget Jones premiere med Renée Zellweger, Hugh Grant og Colin Firth i hovedrollerne, og trekantsdramaet fortsatte i toeren i 2004.

 

Det er nu 12 år siden, at Bridget Jones sidst blev set på lærredet. Men den omverden, der sætter sig til rette i biografsæderne for at overvære treeren, har ændret sig markant, siger Emilia Van Hauen.

 

»Samfundet ser helt anderledes ud, end dengang Bridget Jones havde sin storhedstid. Der er sket rigtig mange ting siden da. Der er mange flere kvinder i ledende stillinger og mange flere kvinder, der sætter dagsordenen, end der var for 15 år siden. I dag er der heller ikke noget nyt i, at kvinder gør grin med sig selv,« siger hun.

 

Et eksempel på en af dem, der gør tykt grin med sig selv, er den amerikanske kvindelige komiker Amy Schumer, der lige nu betegnes som en af de største stjerner, og hvis show i Danmark forrige uge var udsolgt på bare 20 minutter. Hun har om noget taget det selvudleverende til det ekstreme og taler i åbne vendinger om hendes yndlingsemne: det kvindelige kønsorgan.

 

Bridget Jones’ nedre regioner bliver aldrig rigtig pakket ud af de bastante underbukser. Er tiden løbet fra hende?

 

Nej, mener Emilia van Haunen. På mange måder er hun derimod en frontløber for, at Amy Schumer i dag frit kan tale om engangsknald og sin ’kaktusformede krop, der fire timer efter barbering også ligner en kaktus’.

 

»Grunden til, at Bridget Jones gennemslagskraft var så stor dengang, var, at hun talte direkte til enlige kvinder. Kvinder uden en mand fik pludselig en stemme, og deres liv, med alt hvad det indebærer, blev til andet end en venteposition. Hun har frigivet os fra pinligheden,« siger Emilia van Hauen, der mener, at ’Bridget Jones’ baby’ absolut er relevant i dag.

 

»Filmen har i den grad sin berettigelse. Bridget bliver gravid i en alder af 43 år og har ikke styr på, hvem der er faderen. Hun tager på festival og drikker sig fuld, mens hendes veninde scorer en yngre mand, og de ting alene afspejler på sin vis det moderne kvindeliv i nogle segmenter, siger Emilia van Hauen, der dog mener, at den tredje Bridget Jones-film er langt mere provokerende på mandesiden end på kvindesiden.

 

»Der er to mænd, der vil begge to gerne VIL have barnet. Før i tiden var problemet oftere, at ingen af mændene villle vedkende sig faderskabet, men her formår de faktisk at samarbejde om det og acceptere hinanden. Den var nok ikke gået for 15-20 år siden,« siger hun.

 

Og meget apropos er der den nye mand, der i Hugh Grants fravær bliver fløjet ind. Patrick Dempsey. Han er absolut ikke en ubetydelig ingrediens, mener Emilia van Hauen.

 

»Nogen gange skal man bare læne sig tilbage og nyde at blive godt underholdt. For det bliver man her. Og så må jeg bare sige, at Dempsey altså virkelig gør noget godt for den film.«