Har du succes?
De sidste mange måneder, har jeg stillet dette spørgsmål til mange jeg har mødt. Og ofte fået dette spørgsmål retur: Øh - tja, bom bom...hvad mener du egentlig med succes?
Det kan jeg ikke svare på, siger jeg så. For succes handler nemlig aldrig om fakta og altid om følelser. Eller rettere: Den særlige følelse, som vi håber at blive velsignet af, når vi har opnået målet. Læs: det der skal vise, at jeg har fået synlig succes.
Handler succes virkelig ikke om fakta?
Jo, det kan det gøre på overfladen. At få et nyt job, der for alvor gør en glad fx. At få en kæreste, hvis man er træt af at være single. Men bag de opnåede mål, ligger den grundlæggende følelse, der handler om at føle sig elsket. Og inkluderet i en gruppe, som man gerne vil være medlem af (212.00 tabu-ramte danskere - måske også dig? - har særlige udfordringer på den side af livet, mere om det om lidt).
Vi lever i tid, hvor vores personlige succes er blevet ekstremt synlig. Om vi egentlig ønsker det eller ej. Og da jeg i sidste uge sendte et et nyhedsbrev ud om mit nye foredrag "I dag er en god dag! Fra succestyranni til fællesskab" der netop handler om det succestyranni, som vi lever under i dag, oplevede jeg en overvældende interesse for det. Skønt! Herligt! Så fint for mit ego :-)
Men det har også vist mig, at vi som samfund virkelig har brug for at tage et opgør med den succeskultur, som vi dyrker i disse år. Og med udsigt til vækstider, ser det ikke ud til at blive mindre relevant.
Derfor har vi brug for at blive endnu klarere på - hver især og som organisation - hvad der er vigtigt for mig/os. Hvad det er, vi gerne vil bidrage med. Og hvordan vi gør det stærkest i fællesskab! Det er mere eller mindre det, som foredraget går ud på.
Jeg startede med at spørge, om du er en succes. Inddirekte har jeg faktisk spurgt dig, om du er elsket? Og jeg fortæller, at der er 212.000 mennesker i Danmark, der hverken føler sig elskede eller inkluderet i vores samfund.
Det handler om ensomhed. Den største fiasko vi som mennesker kan føle. Og som samtidig er det største tabu i vores tid, hvor vi forventes at være hypersociale. DR har fokus på det i disse uger, og for nylig skrev jeg selv sådan om det i Jyllandsposten:
Med knugende vidde omkring sig på bænken sidder den dukkede alpehue og holder om de store knæ med krogede hænder. Blikket hægter sig modvilligt på dig, da du går forbi i hastigt tempo, men inden du når at registrere det, er det allerede gledet af dig igen og ligger som et tyndt slør henover den gamles sko.
Så du går videre, mens du fortsætter tankerækken over alt det - og dem - du skal nå. I dag. Vendte du om, satte dig ved siden af ham på bænken og forsøgte at samle blikket op igen, ville du måske møde din egen værste angst.
Alle menneskers største angst: Isolation. At være ufrivillig alene. Ensom. Og måske er det også derfor, at du jager videre mod flere tjekmarks i din kalender, så du ikke når at mærke, hvordan det ville være, selv at være den, der sad på bænken med alt for meget social vægtløshed omkring sig.
Med dig bærer du måske endnu en bekræftelse på en fordom; nemlig at ensomhed mest er knyttet til ældre mennesker. Sådan er det ikke. Ensomhed rammer alle aldre. Også de voksne. Og de senere år mere og mere de unge. En undersøgelse Rambøll/Analyse Danmark har lavet for JP viser, at 40 procent af de unge mellem 18 og 25 år føler sig ensomme. Som samfund står vi altså over for et alvorligt problem i en ellers hypersocial tid, hvor ingen er længere væk fra andre end en blid berøring af en mus eller en skærm. Og hvor ordet netværk i for mange tilfælde har erstattet ordet venskab.
Heldigvis gør nogen noget. Folkebevægelsen mod Ensomhed er en ny sammenslutning af over 40 organisationer og virksomheder, der har det erklærede mål at halvere antallet af ensomme fra 212.000 i dag til 106.000 i 2020. Det er et enkelt budskab, der er til at forstå. Og som bliver fulgt op af mange forskellige tiltag, der helt basalt set skal være med til at mindske afstanden mellem mennesker, der ønsker at mødes og skabe fælles liv og udveksle historier og identiteter. Røde Kors har fx den succesfulde besøgsven-ordning og Ældresagen bidrager med et stort fællesskab med mange aktiviteter, hvor frivillige henter de ensomme, så de ikke selv skal bryde den første is, for noget af det sværeste som ensom er nemlig at møde op alene. Men deres vigtigste formål er måske i virkeligheden overhovedet at sætte emnet på vores fælles dagsorden.
Ensomhed ligner nemlig langt fra kun den isolerede alpehue på bænken. Den har også krop i form af den umiddelbart succesfulde kollega, der altid har travlt med at skulle alt muligt, men som kommer hjem til to tørre stueplanter og en bundløs følelse af forladthed, når alle de formelle kontakter har sagt farvel. Eller den unge smukke såkaldte 12-tals pige, der græder sig i søvn hver eneste – hver eneste – hver eneste nat, og som vågner kl. 3 hver eneste – hver eneste – hver eneste nat og ligger og kæmper med følelsen af at blive opslugt af et sort hul af fiasko uden nogen at række ud til.
|