Se dette nyhedsbrev i en browser

Slip succestyranniet!


Vil jeg blive savnet?

En hospice-sygeplejerske fortalte mig engang, at det er denne sætning næsten alle siger, når de står foran døden. Og det er stadig en sætning, der giver mig gåsehud, når jeg tænker på den.

Vil jeg blive savnet når jeg dør? Vil du?

Vi ved det godt. At det vigtigste i livet er at være elsket og dermed savnet, når man ikke længere er der til at blive elsket og selv elske. Det er en hvinende banal sandhed. Især hvis man ikke står og sulter eller er hjemløs.

Men... sådan som vi har indrettet det moderne liv, får det hård konkurrence fra et væld af andre områder af livet, hvor vi synes vi skal performe.

Efter selv at have været igennem en periode, hvor jeg måtte tage mine egne forestillinger om hvad succes og fiasko egentlig er - både for mig personligt og ikke mindst den generelle holdning - opdagede jeg, at det er et emne, som i høj grad optager os alle sammen. Ikke alle tør tale åbent om det, men når man kommer lidt længere ind under huden på folk, er det noget som vi alle går og er voldsomt optaget af!

Det inspirerede mig til at udvikle et nyt foredrag, hvor jeg tager emnet op. Jeg kalder det for "I dag er en god dag! Fra succestyranni til fællesskab". Det er blevet testet over flere omgange (det er den måde jeg bedst kan lide at arbejde på) og holdt flere gange, og er stadig i udvikling. Men en af de ting, som har overlevet hele processen, er listen over områder i livet, hvor vi helt naturligt synes, at vi skal have fuld smadder på successen. Den omhandler 13 - ja, tretten!!! - punkter! Rækkefølgen er uprioriteret:

1.En veltrænet BMI-venlig krop.
2.Være velplejet (med sunde tænder) og dyrke sit udseende/præsentation.
3.Spise sundt (og gerne god til at lave masterchef-mad).
4.Et godt parforhold.
5. Et godt sexliv (helst med den officielle partner!).
6. Gode relationer til sine børn (læs: være en god, tilgængelig og nærværende forælder).
7. Uddannelse (og gerne konstant efteruddannelse).
8. Et meningsfuldt job (helst en karriere).
9. Et aktivt og varieret socialt liv.
10. En ordentlig (velindrettet) bolig.
11. Følge med i samfundet/nyhederne.
12. Have moderat styr på den virtuelle del af verden (især de sociale medier).
13. Styr på sin økonomi, have en pension og kun attraktiv gæld (dvs. boliggæld eller lignende).

Disse 13 områder er blot de helt generelle. Oveni kommer så alle de individuelle interesser. Som fx havedyrkning. Eller ølbrygning.

Prøv lige at kigge listen igennem igen. Giver den dig åndenød? Mig gør den i hvert fald helt træt! Fordi det bliver så åbenlyst, at det er helt umulige idealer jeg (ubevidst?) forsøger at leve op til. Men på trods af det, får jeg ikke en ufravigelig lyst til at lave den totale kompleksitetsreduktion af min hverdag og pakke cyklen, flytte ud i en skov og leve i mine gummistøvler.

Tværtimod tænker jeg, at det kunne gå endnu bedre, hvis bare jeg får bedre styr på mine prioriteter. Og sådan er jeg konstant bagud i mit eget liv. Og i min egen selvforståelse.

Det moderne menneskes vilkår er nemlig, at vi er afsindige gode til at planlægge os benhårdt til fiasko! På flere planer oven i købet. Helt hverdagsagtigt er størstedelen af os vant til at lægge flere opgaver, møder, sociale begivenheder mm ind i vores kalender end vi reelt set kan nå (eller gider!) at udføre, og derfor fører vi dag efter dag, uge efter uge, ting videre ind i fremtiden, som vi "burde" have udført.

Genkendeligt?

Jeg var engang på et "tidsoptimeringskursus" (ja, hvorfor mon :-) og underviseren fortalte os, at vi skal lægge 40% tom tid ind i vores kalender, hvis vi gerne vil nå alt det vi har planlagt. Der er imidlertid noget, der er værre end de daglige opgaver.

Det er drømmene.

Vi lever nemlig i en tid, hvor vi alle forventes at drømme stort. Og stort kan aldrig blive for stort. If you can dream it – you can do it! siges der, så i denne hyper-individualiserede tid drømmer vi derfor på livet løs! Desværre med den konsekvens, at mange føler sig gennemgribende uforløste. Sådan lidt fiaskoagtige. Ikke bare på kalenderplanet, men på identitets-planet.

Og det er virkelig slemt! For samtidig har de fleste faktisk vældig gode liv. Som ikke nødvendigvis er Facebook-glamour-agtige, men som er gode, stabile, velordnede og meningsfulde liv, der gør den der lille forskel vi alle drømmer om.

Jeg synes derfor vi skal lave oprør mod det succestyranni, som alt for mange af os lever under! For det første kan vi starte med at glæde os over alt det, vi egentlig når at gøre og opleve. Og mærke taknemmeligheden over de mennesker, der fylder vores liv med kærlighed og fællesskab.

Dernæst kan vi begynde at drømme mere realistisk. Vi kan jo ikke alle være Hillary Clinton, Kim Magnussen, Kim Kardasian, Lars Rebien, Aung San Suu Kyi, Bill Gates, Serena Williams, Janus Friis eller Oprah, vel? Så lad vær med at vente på den evige forløsning ind i et WAUW-liv med 4 milliarder likes og kroner på bankkontoen; drøm i stedet en god drøm om dit næste job eller din næste rejse.

Og nyd så, at du garanteret allerede er en super heldig kartoffel :D

Ønsker du at høre (mere om) foredraget, så skrive gerne til mig på emilia@emiliavanhauen.dk.

AKTUELLE ARTIKLER

Kronikken var skrevet lige før jult - og fik over 30.000 visninger på Facebook. Selvom vi er langt forbi denne tid, hvor vi tager livet lidt op til revision, så er den faktisk stadig evig aktuel. Test det selv :-)

Da min ældste søn er fire år gammel, sidder jeg en dag i stuen og holder møde med nogle partnere. Pludselig bliver døren knaldet op og ind løber William, stiller sig midt på gulvet, kaster armene ud til siderne og udbryder: "Her har I mig!!!!" mens han smiler stort og med klare øjne kigger indgående på os alle sammen. Fuldstændig fritaget for angsten for fiasko. Og forkastelse... 
Mere om succes og fiasko - kronik i Jyllandsposten

Den 11. februar var  jeg så heldig at få lov til at holde åbningstalen til gallapremieren på filmen Fifty Shades of Grey, som åbenbart er den mest hypede premiere, der har været i nogle år. Fx brød flere sites med billetsalg sammen, da salget blev frigivet. Altså har vi at gøre med et fænomen, der naturligvis skal tages alvorligt, hvis man ellers interesserer sig for det, der rykker i tiden....
Kronik i Jyllandposten om en historie, alle åbenbart har en mening om.

BLANDEDE BOLSJER


Skønhedsekspert Charlotte Torpegaard og skyggecoach Pernille Melsted og jeg tager nu vores populære foredrag "Tør du nyde din forfængelighed?" til Kolding i samarbejde med JyskeVestkysten. Det sker med en lækker brunch på Hotel Comwell i Kolding, hvor du vil blive forkælet med lækker mad, lækre ord og lækre billeder :-) Skynd dig at tilmelde dig - der er tæt på at være udsolgt!

Link til hele artiklen i Alt for Damerne. Her et lille uddrag:
Emilia van Hauen er kultursociolog og beskæftiger sig med de tendenser og strømninger, der er i vores samfund. Ifølge hende er der en tendens til, at vi gerne vil stille diagnoser, der kan hjælpe os med at forklare, hvorfor nogle af os opfører os anderledes, end det der bliver betragtet som normalt. Hverken at være introvert, ekstrovert eller særligt sensitiv er en sygdom eller lidelse, og derfor kan man ikke som sådan kalde dem diagnoser, men de bliver et form for mærkat, vi sætter på os selv og andre.
- Det er efterhånden sådan, at hvis du ikke har en diagnose, er du unormal. Introvert er nærmest blevet til en diagnose, fordi idealet er at være ekstrovert, siger hun.

Jeg er så heldig at sidde i bestyrelsen i Messecenter Herning og har derfor den store fornøjelse at komme med til en masse vidunderlige oplevelser - blandt i Jyske Bank Boxen. Fx glæder jeg mig helt vildt meget til at opleve Madonna den 17. november. Tjek selv resten af programmet ud i linket - ses vi?

Frameld dig denne e-mail-liste